Børn i sorg og krise

Som barn må du :
savne
græde
spørge
tale, om det du føler og mangler
 lege
 le og have det sjovt

En plan over hvad man kan gøre når eller hvis uheldet er ude:

For vi er mange , der kommer ud for den situation, at et barn eller kollega mister deres nærmeste. I den situation  føler vi os ofte magtesløse, - og tit ved vi ikke, hvad vi skal gøre. Derfor denne side, som et værktøj til dig. Dette efter mange snakke med børn og unge, der har mistet.

Der er på de fleste skoler og institutioner lavet en sorgberedskabsplan, som kan hjælpe. Ellers kan denne være en hjælp til i får lavet en.

Denne plan er et forsøg på at være forberedt på det uventede i forbindelse med en traumatisk krise eller oplevelse.

Definitionen på en sådan en traumatisk  krise/oplevelse kan være:

* Når en elev mister sin far/mor eller søskende.
* Når skolen mister en elev.
* Når skolen mister en lærer eller medarbejder.
* Når en lærer eller medarbejder mister sin ægtefælle eller barn
* Når en elev bliver udsat for skilsmisse, en alvorlig sygdom eller anden alvorlig krise.

Det er også vores ansvar at ingen står alene med den dybe sorg.

Det du nu vil læse er en oversigt over, hvad du kan gøre for at sorgen bliver nemmere at bære for den enkelte, uanset, hvem det er, - der mister.

At miste behøver ikke nødvendigvis være ved døden, men også skilsmisse, hvor der fælles for dem begge ofte opstår spørgsmål og skyldsfølelse. De der bliver tilbage føler sig svigtet eller ved skilsmisse vraget til fordel for nogen eller noget andet.

Ønsker du svar på spørgsmål eller bare har lyst at skrive om emnet så skriv til Ulla på stjernesol@greennet.gl

Når et barn mister sin far/mor eller søskende.

Lige efter dødsfaldet

Umiddelbart efter et barn har mistet sin far/mor eller søskende, skal den der modtager besked om dette henvende sig til ledelsen. Her fra skal beskeden videregives til klasselæreren. Desuden skal de øvrige ansatte på skolen informeres samt sundhedsplejerske, tandlæge og skolepsykologen.

I klassen fortæller læreren om det skete, - og der skal være både tid og rum til at tale om det skete. Både det at miste, men også, at deres kammerat kan have det rigtig svært, når han/hun kommer tilbage.

Det er derfor vigtigt, at man i klassen får talt om, hvordan de vil modtage deres kammerat, - da det er vigtigt, at ingen er bange for at tale med kammeraten , om det de er sket., hvilket måske netop er rigtig godt at gøre. Men de skal også have at vide, at kammeraten kan reagere på mange forskellige måder. eks. græde, lukke sig inde i sig selv, blive vred, grine hysterisk - alt sammen fordi han/hun er ked af det og ikke kan forholde sig til det skete, - så de må respektere en sådan reaktion. Det er vigtigt at man i klassen tager hensyn til de grænser og behov kammeraten har.  Vigtigt at forklare børnene at alle kammeratens følelser er ok, og at det hjælper at tale om dem, hvis han/hun har lyst og behov.

En god ide: Når kammeraten kommer tilbage at have blomster og et tændt lys. Det er med til at vise kammeraten, at klassen deltager i dennes sorg, og at det er legalt at have følelser. Dette kunne medvirke til, at eleven har lyst til at tale om sin situation og på den måde få lidt luft.

En ofte glemt ting er den manglende information om, at den elev, der har mistet ikke er over sin sorg i løbet af 2 uger eller ½ år. Der kan gå ufattelig lang tid før sorgen er blevet til et savn, der er til at leve med. Der kan kommer reaktioner lang tid efter eleven har mistet, - og det skal respekteres og eventuelt tages op. Det behøver nødvendigvis ikke at være i klassen, - men der altid er mulighed for at tale med en voksen , når det er nødvendigt.

I samråd med klassen aftales der blomster og breve eller lignende til kammeraten og den efterblevne forælder.

Desuden skal klassens forældre informeres, hvilket kan gøres ved, at klasselæreren, som har klassen hele den dag, hvor beskeden gives, - sammen med børnene formulerer er brev. Grunden hertil er, at børnene i klassen også bliver berørt af situationen, - og det er en god måde at få nogle af følelserne ud af systemet og forældrene får større forståelse for, hvad børnene føler omkring døden og det de har talt om, da det er børnenes ordvalg, der skal stå i brevet.

Omkring begravelsen

er det op til den berørte kammerat og dennes forælder, om de ønsker deltagelse fra klassekammeraterne og læreren.

( Dog er det altid en god ting, at klasselæreren deltager, som signal til barnet om, du er ikke alene, - vi ved besked. osv.)

Hvis de pårørende er indforstået, laves der klare aftaler med klassen og deres forældre , om hvem der deltager og hvordan.

Hvis det er i de små klasser, bør børnenes forældre deltage, hvorimod de større klasser selv træffer beslutning om de vil have deres forældre med.

Husk at få aftalt krans  eller blomster til begravelsen.

Efterfølgende

Det kunne være en god ide at tage døde op som emne i klassen. Vi ved alle, vi skal den vej, men det er stadig et tabuemne og rigtig mange er bange for døden. Giv klassen lov til at tale om deres tanker og følelser omkring døden. Få besøg af en bedemand eller besøg en. ( Læs evt. "Hvor går man hen, når man går bort" - kan fås hos bedemanden). Præsten er også en god person at få besøg af, når man har emnet oppe. Afslut emnet med et besøg på kirkegården.

Husk som noget af det vigtigste at inddrage forældrene, hvis I tager emnet op, fordi eleverne har også brug for at tale med deres forældre om det efter skoletid. Der opstår jo en masse spørgsmål, der også gælder forældrene:

eks. "Hvor skal jeg bo, når i dør?" "Kan jeg dø før jer ?" "Gør det ondt at dø ?" "Hvad døde bedste af?" "Kan jeg finde hende i himlen?" - det er naturligvis for det meste de små, der har alle disse spørgsmål, men stor eller lille så skal man give sig tid til at svare og snakke om det.

Senere i barnets/den unges liv kan der opstå problemer, når/hvis den afdøde bliver erstattet med en anden voksen, og indgår i familien som en ny mand eller kone. Husk at vær opmærksom på reaktionen og tal med barnet om det.

Man kan også, hvis man fornemme det er galt tage et møde med forældrene, de har måske også brug for den snak.

Hvis det er en søskende der er gået bort, så vær meget opmærksom på, at barnet eller den unge ikke bliver overset, da forældrene i nogle tilfælde ikke magter at vide omsorg og glæde for det eller de børn, der har overlevet.

Når skolen mister en elev.

Lige efter dødsfaldet.

Når der er en elev der dør, bør skolelederen/skoleinspektøren underrette klasselæreren og de øvrige lærere der har klassen. Det er i den forbindelse ligeledes vigtigt at få underrettet resten af personalet på skolen før eleverne får beskeden, - det kan være tandplejen, sekretærerne, klubben osv. Her er det vigtigt at sikre sig, at alle også de, der har fri eller lign. får samme meddelelse.

Altså meddelelsen bør ske så hurtigt som muligt, da det kan være, at der er nogle lever, der er bekendt med den tragiske hændelse før skolelederen - og det vil spredes på skolen og skabe uro og megen snak blandt eleverne.

Klassen underrettes af klasselæreren, som også bør tage sig af klassen resten af dagen i skolen. I løbet af dagen bør der på den ene eller anden måde rettes henvendelse til alle forældrene om, det der er sket, så ingen elever tager hjem, uden der er en forælder til at tage sig af dem.

Desuden bør der rettes henvendelse til de elever, der ikke er til stede i skolen og naturligvis deres forældre.

Alle øvrige klasser på skolen skal ligeledes have meddelelsen, - men vær opmærksom på, at der kan være søskende eller nær familie eller venner til afdøde i en eller flere af skolens klasser .

Når alle klasserne har fået beskeden, bør klasserne samles for at hejse flaget på halv. Efter dette er sket er det en god ting at holde 1 minuts stilhed eller synge en sang/salme, som klassekammeraterne har valgt, der skulle synges. Derefter går man tilbage i klasserne.

I klassen bør der tales åbent om, hvad der er sket, og der tændes lys for den døde kammerat. Her er det vigtigt, at huske at gøre opmærksom på: alle følelser er tilladt og at det at græde tit er en lettelse.

Der bør skrives brev til både elevernes forældre og til den afdøde elevs forældre. Dette skal klassen være med til, da det er godt for børnene at sætte ord på deres følelser.

Det vil være en god ide at der så længe eleverne føler for det, afholdes en lille mindestund hver morgen med et tændt lys evt. en sang, - og hvor eleverne kan aflevere tegninger og små skrevne sedler, de har lavet til den afdøde kammerat eller dennes forældre. Tegningerne og de små skrevne sedler sendes til afdødes forældre, når tiden for det er inde, - børnene føler sig parate til det.(Det vil være fint i en periode at have et billede af den afdøde kammerat i klassen.)

(Skolen og kammeraterne kan evt. lave en dødsannonce til avisen.)

Begravelsen

Der bør fra skolens side tages kontakt til de berørte forældre om de ønsker deltagelse fra skolens side. Hvis de ønsker det, bør der gives besked klassens forældre og i samarbejde mellem elever og deres forældre sammen nå til enighed om, hvem der skal deltage, - om der skal bestilles en særskilt buket fra klassen osv.

Klasselæreren giver eleverne tid og rum til at tale om, hvad der skal ske ved begravelsen, - og hvad eleverne forventer, der sker. Selvom ikke alle vil/kan deltage bør emnet behandles.

( Man kan evt. spørge præsten eller bedemanden om han/hun vil kigge forbi.)

På begravelsesdagen holdes klassen samlet, og de elever, der har mulighed for eller lyst til det, bør være sammen med deres forældre enten på skolen eller hjemme.

Der sendes en buket fra skolen og der flages på halv.

Hvorvidt klassen samles efter begravelsen eller går hver til sit, skal aftales på forhånd med elever og forældre. Der bør være en opsamling om emnet, hvor børnene får lov at sætte ord på deres tanker og følelser under begravelsen.

Igen: Husk det er tilladt at græde og være ked af det, - men også le af sjove erindringer, - det bør klassen informeres om.

Efterfølgende.

Det er meget vigtigt at læreren i klassen får støtte af de øvrige ansatte på skolen. De voksne har lige så stort et behov for at tale om det der er sket, som eleverne har. De voksne har jo også stort behov for at bearbejde egne følelser for at kunne tage sig af klassen og børnene der og deres forskellige måder at reagere på.

Husk at alle reagerer på forskellige måder, og elevernes sorgbearbejdning er af forskellig varighed. Her skal man være opmærksom på, at der er nogen der først reagerer efter en periode, og det kan give sig til kende på mange forskellige måder : nogle bliver ukoncentreret, agressive,lukker sig inde, græder over ”bagateller” og kan give adfærdsproblemer.

Pas på ikke at komme til at stemple eleverne, men tal med dem om det. Fortæl dem hvad du ser og hjælp dem med forsigtig indspørgning til årsag.

Mange elever føler skyld over det der er sket. (hvorfor drillede jeg nu… osv.), og det er derfor meget vigtigt at klassen arbejder med døden og ikke mindst  de følelser der opstår: angst for selv at dø, eller mor eller far eller søskende dør, skylden, angst for at binde sig til venner, hvis de dør…osv.

Efter emnet har været taget op i klassen, bør der være timer og tid til fortsat på en naturlig måde at snakke om døden og de følelser, der rører sig i dem. Husk at give tid og rum, så længe der er behov for det.

Aftal om besøg på kirkegården på afdøde kammerats fødselsdag, omkring jul – eller når det falder sig for på en naturlig og god måde.

VIGTIGT: Husk at bruge skolepsykologen, sundhedsplejersken og præsten evt. bedemanden under hele forløbet)

Når skolen mister en lærer eller medarbejder.

Lige efter dødsfaldet

Umiddelbart efter dødsfaldet er kendt, indkaldes personalet, og skolelederen informerer om det, der er sket.

Klasserne informeres af klasselæreren, hvorefter hele skolen samles og hejser flaget på halv. Der bør holdes 1 minut stilhed og synges en dertil udvalgt salme eller sang, den pågældende kunne lide. Herefter går klasserne tilbage til klasselokalerne og der gives tid og rum til at tale om døden og de følelser man forbinder med dette emne.

Eleverne sætter sammen med klasselæreren et brev sammen til forældrene, om at der er en lærer/medarbejder på skolen, der er død.

I det tilfælde det er klasselæreren, der er afgået ved døden overtager en lærer med tilknytning til klassen denne, - og han/hun informerer om det sørgelige budskab.

Den pågældende lærer har ansvaret for klassen resten af dagen og sikrer sig, at ingen elever går hjem uden der er en forælder eller anden voksen til at tage imod derhjemme.

Tiden i skolen bruges til at tale om det der er sket, hvor eleverne får lov at lade tanker og følelser få frit løb.

Sammen med børnene skriver han/hun et brev til klassens forældre og til den afdøde klasselærers familie. Hvis de føler for det og har behov for det kan der sendes små tegninger og digte og andet skriftligt med brevet til de efterladte. Det er en god måde for børnene at få lov til at udtrykke deres følelser på og bearbejde det, der er sket.

Efter skoletid samles personalet og taler om, hvad  der videre skal ske både med den berørte klasse, kontakten til de pårørende og hvem af lærerne , der skal tage sig af klassen ved begravelsen. Dette bør ikke være udenforstående lærere, det er vigtigt de pågældende har lidt kendskab til klassen.

Klassen skal så længe de har behov for og lyst til at mindes deres afdøde lærer, have lov til at tænde lys og holde en lille ”mindestund”. Hvor der må være plads til både at le og græde.

Begravelsen

Skolens ledelse finder ud af om de pårørende har lyst til, at der sker deltagelse af elever, lærere og ledelsen ved begravelsen. Hvis de IKKE ønsker det, skal det respekteres.

Den eller de klasser der ønsker at deltage får en skriftlig meddelelse med hjem, og der samtales med forældrene, hvem af dem der evt. skal deltage sammen med børnene.

Der skal ligeledes tages hensyn til forældre og børn, der ikke ønsker at være med til højtideligheden og om de bliver hjemme den dag eller der gives andre muligheder for god pasning den dag. Uanset klassetrin skal der tages hensyn til elevens ønske om, at der et familiemedlem med eller ej.

Inden dagen hvor begravelsen finder sted, skal der være mulighed for, at de berørte elever taler om det. Hvad der skal ske, hvilke følelser, der rører sig, hvordan de forventer at de reagerer.

Inden begravelsen aftales det om klassen mødes og følges eller om eleverne evt. forældre selv møder op til begravelsen. Her synes jeg det er en god ide, at både forældre og elever mødes i klassen og er sammen om at hejse flaget på halv. I den del deltager skolens ledelse og evt. resten af skolen, alt efter klassernes kendskab til den afdøde lærer/medarbejder. Hvem der skal deltage om det skal hejses i fællesskab skal aftales på forhånd-  idet nogen allerede om morgenen hejser flaget på halv.

Med hensyn til køb af bårebuket osv. bør det være den ”nye” lærers opgave sammen med børnene. Skoleledelsen sørger under alle omstændigheder for en hilsen fra skolen.

Efterfølgende

I denne situation er det ikke alene eleverne, der har brug for støtte og samtaler, men i lige så høj grad kollegaerne. Her er det af stor vigtighed at både medarbejderne og elver er gode til at samtale og at alle holder mindestund for den afdøde lærer/medarbejder. Vær åbne om det der er sket og vær gode til at samtale og forsøge at forstå de forskellige sorgreagtioner. Alle følelser er legale, og erkend der er mange måder at tackle situationen på. Nogle kommer sig hurtigt over tabet, mens andre først begynder at reagerer længe efter lærerens/medarbejderens død.

De yngste klasser, der som oftest har haft megen tid sammen med den afdøde lærer, kan tumle med skyld, fordi de måske ikke altid fik lavet deres lektier eller har fået sagt noget” dumt” eller ”frækt”, - og der kan opstå tanker omkring, det at miste: hvis nu min far eller mor dør, hvad så med mig. Lad dem tale om det…- og lyt uden kritik.

De store klasser kan synes at være uden følelser med hensyn til det der er sket, men lad jer ikke narre af det. Det afhænger selvfølgelig af i hvilken omfang den eller de unge var i kontakt med den afdøde. Her bør der også være mulighed for at tale om det Her bør der også være mulighed for at tale om det.

Desuden kan det også være til hjælp for de øvrige lærere, at emnet døden tages op i klassen eller som et tværfagligt emne på hele skolen. Det er desuden en god ide at have mindestunder så længe der er behov for det.

Husk at der bør være sundhedsplejerske, skolepsykolog og evt. præst /bedemand, der følger elever og medarbejdere under hele forløbet.

Når en lærer eller medarbejder mister sin ægtefælle/samlever eller sit barn.

Lige efter dødsfaldet underrettes personalet om, hvad der er sket. Klasserne der har denne lærer underrettes om lærerens grund til fravær. Husk at eleverne kan blive berørte af det, alt afhængig af, hvor meget eleverne har med den lærer at gøre. Hvis der er behov for at tale om det, skal der gives tid til dette og gerne med en lærer børnene kender godt.

Hvis det er en lærer som børnene har været i meget tæt kontakt med (klasselærer/matematiklærer), så lad børnene/de unge skrive et brev og i fællesskab aftale om, der skal sendes blomster.

Desuden sendes der skriftlig besked til forældrene om det passerede, og orientere om, at børnene/de unge sikkert vil snakke om det hjemme. Brevet skal formuleres, så forældrene forstår vigtigheden at tale med børnene om det, hvis de giver udtryk for, de har behov for det.

Der sendes en hilsen til den pågældende lærer fra skolen. Her er det vigtigt at huske, at læreren igennem budskabet får at vide at skolen og kollegaerne står parate til støtte og lytte. Men også en klar melding om, at fraværet er i orden, og han/hun ikke skal spekulere på skolen: At læreren må og kan tage den tid der er behov for, før han/hun vender tilbage til skolen. Hvilket skal forstås som, at arbejdet kommer i 2. række og kollegaerne tager vare på de klasser, han/hun eller skulle have – og får gjort det nødvendige af det øvrige arbejde.

Efterfølgende bør der holdes kontakt med medarbejderen for at fortælle at skolens ledelse og kollegaer stadig er parate til at støtte og lytte.

Det kan være nødvendigt for eleverne at skrive breve og lave tegninger til denne lærer, for derigennem at fortælle de har det godt, men savner ham/hende. Dette vil kunne støtte medarbejderen i at selv om det er i orden at sørge og savne, - er det også vigtigt at komme i gang igen og videre med livet.

Når læreren eller medarbejderen kommer tilbage bør der være lys og en varm velkomst. Det vil hjælpe med at se, der stadig er en fremtid, - men også at der er plads og overskud til at støtte og lytte. Vi skal huske at sorgen og reaktioner kan komme lang tid efter dødsfaldet, og dermed kan den berørte lærer eller medarbejder bryde sammen uventet. Støt personen, - men respekter ønsket om og hans/hendes behov for at være alene.

Når en elev bliver udsat for skilsmisse, en alvorlig sygdom 
eller anden alvorlig krise.

Lærerne i klassen holder nøje øje med elevens trivsel, reaktionsmønstre og de øvrige elevers måde at omgås den pågældende elev.

Det er nødvendigt at den lærer, der er tættest på eleven, ofte lade eleven mærke og vide, de er der. Det behøver ikke være samtaler, men bare et spørgsmål om, hvordan eleven har det og et klap på skulderen. Læreren bør også holde kontakt med hjemmet, så der bliver et samarbejde mellem læreren og forældre for at opretholde elevens trivsel. Hjælp eleven til at komme af med den evt. skyldsfølelse, som de fleste børn ofte slås med uden at kunne forklare, hvad det er – sætte ord på.

Ved skilsmisse skal der ligeledes være kontakt til enten den ene forælder eller dem begge. I den situation er det et spørgsmål om, hvem eleven har mest tillid til. Det er dog vigtigt at eleven ofte får at vide, at han/hun er uden skyld i forældrenes skilsmisse.

Uanset sorgen/krisens art:

Der bør være et samarbejde med øvrige institutioner, hvor barnet færdes for at kunne hjælpe barnet. Desuden bør der tages kontakt til skolepsykologen, som kan være behjælpelig med evt. spørgsmål. Det er ikke altid barnet har brug for endnu en person at skulle forholde sig til i dets kaotiske verden, men skolepsykologen kan i stedet have værktøjer, som læreren kan benytte sig af.

Husk at de øvrige elever i klassen eller klubben eller…. Kan have spørgsmål i forhold til det det berørte barn er eller har været udsat for. Det er vigtigt, at de bliver hørt uden kritik, og at de ved, at der er nogen at tale med, hvis de har behov for det.

Alt bør tales igennem i klassen. Tag evt. skilsmisse, sygdom eller krisesituationer op i klassen som emne. Det kan hjælpe andre elever, der evt. senere kommer ud for en af de samme oplevelser, enten det er skilsmisse, sygdom eller alvorlig krise.